Uddannelses-struktur

KFUM-Spejdernes grunduddannelse består af syv kurser: Roland 1, Roland 2, Diamant, Diamant Extrem, ULK, Gilwell og Treperle-Gilwell.

Derudover findes Linien Ud, som er et weekendkursus opbygget omkring moduler og workshops.

Herunder kan du læse et uddrag af kursernes formålsbeskrivelser.

Roland 1 - også for voksne

Aldersgruppe: 13-15 år

Formålet med Roland 1 er, at lade deltageren indgå i en patrulje, hvor deltageren møder og afprøver spejdermetoden i praksis. Deltageren oplever med sin patrulje de udfordringer og muligheder som patruljearbejdet giver.

På Roland 1 kommer du med i en patrulje af spejdere fra hele landet. Efter en uges træning er I en lille elite-enhed af spejdere med styr på lejrliv og et fantastisk sammenhold. Du vil opdage, at der er mange spejdere som dig i hele landet.

Kurset udbydes også til voksne, der aldrig selv nåede på kursus, først er blevet spejder som voksen eller som trænger til at genopleve spejderkursus-ånden og få genopfrisket spejderfærdighederne.

Roland 2 - også for voksne

Aldersgruppe 14-16 år

Formålet med Roland 2 er at sætte deltageren i stand til at planlægge og gennemføre egne projekter eller aktiviteter i patruljen, med særligt fokus på at afholde patruljemøder. Udgangspunktet for disse er spejderarbejdets formål, mål og metoder.

På Roland 2 får du en dybere indsigt i, hvordan spejdermetoden fungerer. Du lærer nogle af de tricks, din leder kender, og du får en masse viden om både mennesker og planlægning.

Ligesom Roland 1, udbydes dette kursus også for voksne. Voksne, der lige er blevet spejdere, aldrig selv nåede på kursus, eller som bare trænger til at genopleve kursusverdenen.

Diamant

Aldersgruppe: 15-17 år

Formålet med Diamant-kurset er at give deltageren mulighed for at rykke sig personligt og sammen med sin patrulje, samt beskrive egne reaktionsmønstre igennem grænsesøgende og anderledes aktiviteter: Aktiviteter, der ligger ud over, hvad man normalt ser hjemme i grupperne.

På Diamant kan alt ske. Det bliver større, vildere og vådere end du er vant til, og hvert Diamant-kursus er forskelligt, så vær beredt på lidt af hvert! På kurset har du en super kompetent stab, der guider dig og din patrulje igennem de fysiske udfordringer og jeres personlige udvikling.

Diamant Extrem

Aldersgruppe: 18-20 år

Formålet med Diamant Extrem-kurset er, med den enkelte spejder i centrum, at kunne analysere egne og andres reaktionsmønstre, arbejde under pres og være bevidst om sin plads i samfundet. Disse målsætninger arbejder den enkelte deltager med gennem grænsesøgende og anderledes aktiviteter. Aktiviteter, der ligger ud over, hvad man normalt ser hjemme i grupperne.

Diamant Extrem er for spejdere, der har gennemført Diamant og trænger til at få brudt endnu flere grænser. Ligesom på Diamant, klarer du dig kun, hvis du arbejder sammen med andre og holder hovedet koldt.

ULK (UngdomsLederKursus)

Aldersgruppe: 17-21 år

Formålet med ULK er at deltageren sættes i stand til at planlægge og afholde undervisning, oplæg og lignende samt give og modtage kritik af indsatsen. Kurset har endvidere til formål at bevidstgøre deltageren om anvendelsen af undervisningsteknik og forståelsesværktøjer samt gennem arbejde med kommunikation, konflikthåndtering og planlægning, at gøre den enkelte deltager til en bedre leder, der kan reflektere over spejderarbejdets indhold og udvikle nyt.

På UngdomsLederKursus møder spejderne moderne ledelsesværktøjer på et højt niveau. ULK skaber dygtige ledere ved at udvikle deltagernes selverkendelse og udfordre dem på andet end fysik.

Gilwell

Aldersgruppe: +18 år, kræver ansøgning

Formålet med Gilwell er, med udgangspunkt i en anerkendende og systemisk tankegang, at sætte den enkelte deltager i stand til at skabe positive forandringer i sit liv og i sit spejderliv. Dette sker ved at den enkelte deltager gennem ny viden, refleksion og øget selvforståelse får indsigt i sig selv, sine stærkeste kompetencer samt egne konstruktioner af den omgivende virkelighed, og således får mulighed for at sætte sig personlige mål og gennem arbejdet med disse, skabe positive forandringer. Ligeledes får den enkelte deltager også indsigt i egen relationelle praksis med andre mennesker og motivation i forbindelse med arbejdet med personlige mål.

Gilwell er for dig, der har lyst til at lave en positiv forandring i dit liv med afsæt i, hvad det gode liv er for netop dig. Kurset er for den erfarne leder, som har deltaget i korpsets øvrige lederuddannelse eller tilsvarende.

Treperle-Gilwell

Aldersgruppe: +18 år, kræver at du tidligere har været på Gilwell

Treperle-Gilwell har fokus på ledelse - med udgangspunkt i ledelse af vores spændende spejderopgaver og trækker tråde til ledelse både i det private og det offentlige erhvervsliv.

Spejderledelse er det, der finder sted i alle sammenhænge, hvor spejderledere arbejder sammen om at nå fælles mål. På Treperle-Gilwell vil vi præsentere dig for KFUM-Spejdernes nye ledelsesgrundlag, og vi vil gennem oplæg, øvelser og debatter dykke ned i, hvad god ledelse kræver af både dig og os. Gennem praksisnær uddannelse forbinder vi ny ledelsesforskning med de udfordringer du står overfor.

Linien Ud

Aldersgruppe: +17 år

Er et arrangement for spejdere og ledere over 17 år. Det bliver afholdt to steder i Danmark:

Linien Ud Nord bliver afholdt på forskellige lokationer men altid nord for Aarhus.

Linien Ud Øst bliver afholdt i Roskilde hver år.

Linien ud afholdes i en weekend i foråret.

Linien Ud dækker over en række forskellige kurser, som alle afholdes samme sted. Der findes to typer kurser på Linien Ud: weekendkurser og modul/temakurser. Man kan mixe kurserne som man lyster, eller kun være der dele af weekenden.

Modul/ temakurser

Er kurser, hvor man dygtiggør sig inden for et bestemt emne, i moduler som kan være imellem to timer og hele weekenden. Der kan være emner, hvor man dygtiggøre sig inden for fx førstehjælp, kulsøpionering, det med gud, eller trangiamad. Fælles kurserne er at man arbejder med at blive forbedre en færdighed.

Weekendkurser

Er kurser, der forgår hele weekenden. Det drejer sig om Leder 1 og 2, Grenkursus Børn og Grenkursus Unge. Dette er kurser, der køre hele weekenden, hvor deltagerne kommer til at lære mere teoretisk omkring det at være leder eller det er arbejde med unge mennesker, samtidig med det bliver afprøvet i praksis.

Hvordan hænger kurserne sammen?

Alle kurser er lavet så man ikke nødvendigvis behøver at tage dem i en bestemt rækkefølge eller deltage på dem alle sammen. Hvis man har mod på det så anbefales det, at man deltager på alle kurserne og også gerne i den rækkefølge de er beskrevet i herover.

Kurserne bygger ovenpå hinanden, så det man lærer på Roland 1, er relevant på de næste kurser. Ligeledes vil det være en god ide, hvis man har været på Diamant, før man tager på Diamant Extrem. Kurserne har forskellige læringsmål, men har alle til formål at uddanne den enkelte spejder, til at blive en dygtig leder i et stærkt fællesskab.

Kurserne hænger sådan sammen at Roland 1(13-15 år) er et praktisk kursus, hvor man sover udenfor og laver mad over et bål. Deltagerne lærer alt det praktiske, som man vil få brug for når man er på lejr og på de næste kurser i rækken.

Roland 2 (14-16 år) er som udgangspunkt et indendørs kursus. På kurset arbejder man i patruljen og øver det at planlægge, afholde og evaluere oplæg foran andre mennesker. Man øver sig i det trygge patruljefælleskab. De færdigheder og kompetencer man får med fra Roland 2, er meget brugbare, når man tager afsted på Diamant.

Det næste praktiske kursus er Diamant (15-17 år). På Diamant vil man blive presset for at lære sig selv og sin patrulje bedre at kende. Man lærer ligeledes, hvordan man skal håndtere pressede situationer. Kurset er for alle og den enkelte spejder får mulighed for at finde ud af, hvordan man reagerer når man er træt og har gået langt. Det er vigtigt at understrege, at dette kursus er for ALLE spejdere.

Diamant Extrem (18-20 år) ligner lidt Diamant, men i stedet for at arbejde i patruljen, ligges der større vægt på at arbejde med det enkelte menneske. På et Diamant Extrem-kursus vil deltagerne blive presset hårdere for at sørge for at de vil lære mere om sig selv end før. Dette kursus er for den deltager, der ikke blev træt nok på Diamant. Det er for den, der ønsker mere udfordring og er klar på at krydse nogle grænser. Det er ikke et kursus for alle, og man kan derfor sagtens springe dette kursus over og tage på ULK som det næste kursus i rækken.

ULK (17-21 år) går endnu mere i dybden end Roland 2 med at lære teknikker og metoder til det at holde oplæg foran andre. Den enkelte er i fokus og derfor skal man i det trygge fællesskab også lære at få og give feedback. Dette kursus er det sidste kursus i ungdomskursusrækken, og her vil deltagerne opleve at trådene bliver samlet, fra det de har lært på de andre kurser. Efter dette kursus vil gruppen få nogle meget kompetente og dygtige ungdomsledere hjem.

Gilwell og Treperle-Gilwell er kurser man skal tage på, når man er klar til det. Her giver det mening at følge med, når der udbydes kurser i kursuskalenderen. Her kan du finde beskrivelser af, hvad det kræver at deltage og hvad motivationen for at tage afsted skal være.